Lovgivere har forspist sig på bæredygtighedsbegrebet

NGO’er, medier og debattører, der roser bæredygtighed, har en grum tendens til at glemme den økonomiske dimension, og det er lige her, det ofte går galt.
Photocredits: Melanija Tacconi, Unsplash

Det er blevet trendy blandt politikere at signalere, at man er med på bæredygtighedsbølgen, og at virksomheders formål og samfundssind er det ultimative mål.

Overfladisk betragtet virker det da også prisværdigt, at lovgivere i Bruxelles har intentioner om, at alle virksomheder i EU skal være mere bæredygtige. Overfladisk betragtet, som sagt. For der er meget, der tyder på, at det netop er en overfladisk opfattelse af begrebet bæredygtighed, der er grundlaget for tiltagene.

Man kan stille flere relevante spørgsmål i den forbindelse. F.eks. om, hvilke virksomheder, der ikke har et formål? Det er næsten for banalt at slå fast, at en virksomhed, der ikke udvikler, producerer og sælger varer eller services, der gør livet bedre, lettere eller mere luksuriøst for sine kunder, næppe overlever ret længe. Så der er nok et formål gemt et sted! Hvis der er et behov, der bliver dækket, så må der vel være en mening?

Hvis samfundssind ikke er evnen til at finansiere velfærdsstaten gennem skatter fra både medarbejdere og virksomheden selv, diverse afgifter og sikring af underleverandører og servicesektor, samt de ganske utroligt mange lokale og regionale tiltag, der støttes af virksomheder i meget stor stil - og mere end der gives kredit for i politikernes parnasser – så ved jeg ikke, hvad ”samfundssind” ellers kan dække over.

Bæredygtig begrebsforvirring

Man må også spørge, om lovgivere og politikere helt har forstået, hvad bæredygtighed betyder? Måske kan vi bebrejde konsulent- og kommunikationsbranchen, at vi har ladet begreber som ”CSR”, social ansvarlighed og ”ESG” optræde synonymt med bæredygtighed. I så fald er politikerne delvist undskyldt, men bestemt også kun delvist. Det er trods alt tilladt at faktatjekke en smule selv!

Bæredygtighed handler ganske rigtigt om både sociale forhold og miljø- samt klimaforhold, men det handler også om økonomiske forhold. Ellers er det netop ikke bæredygtigt! Det er lige her, det ofte går galt. Og faktisk ikke kun for lovgivere og politikere. NGO’er, medier og debattører, der roser bæredygtighed, har en grum tendens til at glemme lige nøjagtig den økonomiske dimension.

Det kan undre al den stund, at det burde være let at forstå, at selv en virksomhed, der er fremme i skoene vedr. f.eks. sociale forhold, miljøtiltag og klimabeskyttelse, sagtens kan gå konkurs, hvis ikke der tjenes penge på aktiviteterne.
Det er pinagtigt at se, at lovgivere og politikere har så begrænset en forståelse for, hvordan en virksomhed er skruet sammen, at de kan mene, at man kan lovgive sig til én bestemt form og retning.

Bæredygtig som i levedygtig

Der er forskning, der klart viser, at det er virksomheder med en klar idé - ofte nærmest intuitivt implementeret af iværksætteren – der lever længst og kan udvikle sig, fordi den grundlæggende eksistensberettigelse og mission er bæredygtig! Bæredygtig som i levedygtig, fordi der skabes værdi for kunder, medarbejdere, omverden og ejere. Det er ikke grådighed, der har skabt virksomheden. Det er ønsket om at gøre en forskel, som man så samtidig kan leve af.
Den type virksomheder er vi begunstiget af at have rigtig mange af i Danmark. Nogle er blevet så store, at navnene er kendt i den brede offentlighed, men der er mange, mange flere, selvom vi ikke nødvendigvis kender dem. Men det gør kunder, leverandører og medarbejdere – fordi virksomhederne gør en forskel!

På tide at råbe op

Når nu det politiske niveau er på vej til at forvilde sig ud i noget, der meget apropos ikke har noget særlig begavet ”formål”, så er det på tide at råbe op. Det er derfor lidt en trøst at konstatere, at formanden for Komiteen for God Selskabsledelse, Lars Frederiksen, ikke er hoppet med på vognen. Da Komiteen for God Selskabsledelse er nedsat af erhvervsministeren og udarbejder anbefalinger, som børsnoterede selskaber i Danmark skal forholde sig til, må man derfor formode, at der i alt fald vil være mindst en modstander at nedkæmpe, før det politiske niveau kan få en alt for populistisk linje gennemtrumfet.
Lars Frederiksen har i udtalelser til medierne gjort det klart, at han mener, at eksistensberettigelse, bæredygtighed, samfundsansvar og ordentlighed ligger langt, langt de fleste virksomheder på sinde, så yderligere lovgivning er ikke påkrævet.

Endnu mere markant har samme komités næstformand, bestyrelsesformanden i Coloplast og Lundbeck, Lars Rasmussen sagt det: »Det er så grænseoverskridende, at det er svært at finde ord for«.

Man fristes til at kalde begge for tilbageholdende i deres kommentarer!