Forbes fantastiske fem

Ifølge Forbes Magazine skal disse fem content-tendenser fremtidssikre din kommunikationsindsats: Content relevans, digitale dialogværktøjer, mere owned media, kritisk tilgang til nye So-Me kanaler og fokus på omdømmekommunikation. Vi dykker lidt ned i det hele her.
Photocredits: Ryan Johns, Unsplash

”Content is King” har været længe parolen i kommunikationskredse. Indhold skulle gå viralt. Højt reach var lig med godt indhold, og vinderne var dem, der effektivt distribuerede indhold til et stort publikum. Men selv klassiske kommunikationsdogmer er under forandring. Her er fem bud fra Forbes.

Content relevans
I takt med, at alle nu har mulighed for at skabe indhold, er der i den grad kamp om opmærksomheden. Men selvom mange, på trods af algoritmebenspænd, ser dit budskab, konverterer det ikke nødvendigvis til salg og slet ikke til loyalitet. Kvalitetsindhold behøver ikke nødvendigvis at ramme alle, bare det rammer de rigtige.

I dag bør relevans være din højeste prioritet, når det kommer til at blande indhold, public relations og SEO sammen for at "eje" specifikke emner i din branche. Landsdækkende medier og samarbejde med store toneangivende influenter giver ofte prestige og reach, men ikke altid adgang til dem du rent faktisk gerne vil tale med. Nichemedier, nyhedsbreve eller grupper på sociale platforme for de rette målgrupper kan have lige så stor gennemslagskraft som synlighed i de største medier. Her spiller relevant indhold en massiv rolle i forhold til at positionere sig over for den rette målgrupper.

Skal du vække genlyd hos din målgruppe, skal du turde tale tydeligt, relevant og kun til dem.

Digital relationsopbygning
De tider, hvor du kan klare dig med en håndfuld tætte forbindelser på speed dial og en exelark til at holde styr på dine mediekontakter, er forbi. GDPR og teknologiens evindelige fremskridt betyder, at eksterne digitale presseværktøjer, der hjælper med at udbygge og vedligeholde dit netværk af journalister, bliver i højere og højere grad en kritisk investering i pressearbejdet.

Der er ifølge John Hall, co-founder og president for planlægningsappen Calendar, i dag for mange medier, dagsordner og detaljer, der skal holdes ajour for at sikre sig, at man opbygger og udvikler de relevante relationer. Værktøjer som Prowly og Muckrack kombinerer databaseoplysninger med en brugerflade, der gør det let at et overblik over relevante medier og journalister, så du kan fokusere på udvikle og vedligeholde de rette relationer.

Mere owned media
Færre medier og flere betalingsmure kan gøre vejen til modtageren smallere, mere ufarbar og langt mindre træfsikker end for bare få år siden. Som virksomhed med noget på hjertet kan et eget indholdsmedie for eksempel i form af en blog, et nyhedsbrev, en Youtube-kanal eller lignende derfor være en værdifuld kanal ud til dine målgrupper. Her har du selv har hånden på kogepladen i forhold til, hvornår og med hvad du rammer dit publikum. Uanset hvilket medie, du vælger, så husk at tænke redaktionelt og relevant. Det vil sige, at du skal skabe indhold, der ikke kun har til formål at promovere egne produkter eller services, men også fokuserer på eksempelvis branchespecifikke nyheder, tendenser m.m. Igen, jo mere du tænker som et medie, jo bedre vil du være i stand til at opbygge værdifulde relationer til dine målgrupper.

Ro på med nye sociale platforme
Facebook, LinkedIn, Instagram, Snapchat, TicToc og senest Clubhouse. Det skorter ikke på muligheder, når det drejer som om sociale medier, og nye kommer hele tiden til i takt med at teknologien tillader det. Især de unge brugere flytter væk fra de etablerede platforme for at få lidt fred for de voksne og til en vis grad også dig (som virksomhed!). Indtil videre har nye sociale platforme betydet nye indholdskanaler og kreative platforme for virksomheder og organisationer til at interagere med eksisterende og potentielle kunder. Men nyt er ikke nødvendigvis bedre. Det afhænger i høj grad af, hvad du vil kommunikere og til hvem. Og som med alle andre investeringer er det afgørende med et grundigt forarbejde, inden du hopper på en ny platform.

Tag for eksempel den lydbaserede drop-in platform Clubhouse, som vi tidligere har skrevet om her. Det er fantastisk sted for eksperter at dele indhold. Folk bruger primært Clubhouse til at lytte sig klogere. Det er både sjovt og lærerigt. Omvendt giver det ikke specielt meget mening, hvis dine produkter er meget visuel båret. Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt at huske, at hver ny platform kræver lige så meget opmærksomhed som den forrige og på sine egne betingelser. Du kan altså ikke ukritisk hælde gammelt indhold på nye platforme. Hver platform kræver sit unikke format både i tone, tekst og udtryk.

Proaktiv værdikommunikation og omdømmevaretagelse
I det forløbne år har vi set globale dagsordner som Me-too, bæredygtighed og ikke mindst Covid-19 tære på mange virksomheder. Ikke kun på forretningen, men også på omdømmet. Risikoen for at løbe ind i en shitstorm er større end nogensinde og kan ramme alle - også hvis du lever stille og siger ingenting! Derfor er det vigtigt at arbejde målrettet ikke bare med virksomhedens kriseberedskab, men også på den proaktive værdikommunikation.

Hvis virksomheder og organisationer fremadrettet skal kunne få ørenlyd i en krisesituation, er det vigtigt, at de opbygger positivt omdømmefedt, de kan tære på, når krisen raser. En engageret, konsekvent og proaktiv omdømmehåndtering er afgørende, når - ikke hvis - tiden er inde til at håndtere en krise.

Vigtigst af alt: Arbejd målrettet hver dag med at gøre det rigtige. En god gammel leveregel i strategiske kommunikation er: Kan det forklares, kan det forsvares – måske ikke uden knubs, men med mulighed for at arbejde videre på den anden side. Med det rette forarbejde og saglig krisehåndtering i stormens øje vil en krisesag ikke stå tilbage som en definerende egenskab for din virksomhed, men som en læring på vejen til en bedre fremtid.

Kilde: https://www.forbes.com/sites/johnhall/2021/02/14/5-trends-in-pr-that-will-affect-your-brands-success-in-2021/?sh=291b4152c6b4